Historie

Tandlægeforeningens Praksisforsikring har eksisteret siden 1990. Ved HGF i 1989 blev det besluttet at Praksisforsikringen skulle være obligatorisk for alle privatpraktiserende medlemmer af Tandlægeforeningen.
Frem til den 1. januar 1990 bestod Praksisforsikringen alene af en erhvervsretshjælpsforsikring, en lovpligtig arbejdsskadeforsikring, en principalforsikring og en sikringsordning.

Tandlægeforeningen havde siden midten af 1980’erne erkendt, at der var et behov for bedre erstatningsmuligheder for patienterne. Indførelsen af patientforsikringsordninger i de øvrige nordiske lande og ændret retspraksis, markerede klart et behov for en ændring. Folketinget arbejdede samtidig aktivt med en patientforsikringslov som trådte i kraft den 1. juli 1992. I sidste øjeblik blev loven imidlertid begrænset til kun at gælde for det offentlige sygehusvæsen.

Tandlægeforeningen ønskede at være forud for lovgivningen med en forsikring, der var bedre tilpasset tandlægepatienternes behov, og etablerede derfor på frivillig basis en kollektiv obligatorisk patientforsikringsordning i forbindelse med Tandlægeforeningens Praksisforsikring. Patientforsikringsordningen for tandlæger trådte i kraft den 1. januar 1990 og omfattende alle privatpraktiserende tandlæger i Danmark.

Alle forsikringerne, herunder også Patientforsikringen blev tegnet i forsikringsselskabet Codan.

Med beslutning om en patientforsikring dækkende tandlæger påtog de privatpraktiserende tandlæger sig frivilligt et udvidet ansvar, der dog ikke fratog patienterne nogen rettigheder, dvs. at adgangen til at rejse et evt. krav efter de almindelige erstatningsregler, herunder ved at sagsøge tandlægen, blev bevaret.

I 2004 blev Patientforsikringsloven ændret, således at bl.a. også hele den primære sektor blev omfattet af loven. I forbindelse hermed blev det besluttet, at Tandlægeforeningen kunne videreføre den ordning, der havde eksisteret på frivillig basis siden 1990.

Fra 1. januar 2004 behandles alle således alle sager efter patientforsikringsloven under Tandlægeforeningens patientforsikring, hvis patienterne er behandlet af

  • autoriserede privatpraktiserende tandlæger,
  • autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen,
  • børne- og ungdomstandplejen samt i omsorgstandplejen eller
  • på universiteternes tandlægeskoler.

Siden 1. januar 2007 har reglerne om erstatning for patientskader været reguleret af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Den 1. januar 2015 skiftede Tandlægeforeningens Patientforsikring navn til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Fra og med den 1. januar 2016 er alle ordninger flyttet fra Codan Forsikring til Tryg Forsikring.

Indtil den 1. juli 2024 har Tandskadeerstatningen under Tandlægeforeningen i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) varetaget administration og sagsbehandling af skader opstået i primærsektoren, i den kommunale tandpleje, i Regionstandplejen, på Tandlægeskolerne, inden for Kriminalforsorgen og Forsvaret i forbindelse med undersøgelse og behandling hos autoriserede tandlæger i Danmark.

Tandskadeerstatningen har beroet på en henlæggelsesaftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, da loven giver mulighed for, at ministeren kan henlægge sagsbehandling helt eller delvist til private institutioner i stedet for Patienterstatningen.

Ordningen blev imidlertid undermineret, da en større gruppe klinikejere og regionerne stoppede med at betale til den. I slutningen af 2023 måtte Tandlægeforeningen desuden konstatere, at der heller ikke var tilstrækkelig politisk vilje til at opdatere og videreføre ordningen. 

Efter en urafstemning blandt medlemmerne fik Tandlægeforeningens hovedbestyrelse mandat til at opsige henlæggelsesaftalen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. 

Aftalen blev opsagt i december 2023 med virkning fra den 1. juli 2024. Sager, som er modtaget før den 1. juli, skal dog fortsat behandles færdig i Tandskadeerstatningen.

Med sikringsordningen havde Tandlægeforeningen en dækning for sine medlemmer i de tilfælde, hvor de ikke var i stand til at opfylde en fastslået økonomisk forpligtelse overfor en patient.

For at et sådan krav kunne konstateres, skulle patienten have anlagt en sag ved klagesystemet og fået tilkendt tilbagebetaling af et erlagt honorar.

Adgangen til at klage over behandlingen hos privatpraktiserende tandlæger blev imidlertid nedlagt pr. 31. december 2024, hvorfor det ikke længere var muligt at søge om dækning for manglende tilbagebetaling af et betalt honorar gennem Sikringsordningen 

Praksisforsikringen består i dag af følgende ordninger:

  • Erhvervsansvarsforsikring
  • Retshjælpsforsikring
  • Arbejdsskadeforsikring (ulykkesdelen)